Stormægtigste Konge!
Allernaadigste Arvekonge og Herre.
Den store Importants af denne Byes Sikkerhed saa og Underslæb af Tolden desbedre at forekomme, foraarsagede at jeg den 18de hujus roede fra Bergen dens Avenuer udaf Søen, som man holder for besværligt ved Fortification at stoppe, endnu engang før min Bortreise nøie at undersøge. Om anden Dagen den 19de ungefær Kl. 2, da jeg var 3 Mile fra Bergen, saa jeg en temmelig stærk Røg, som jeg og Baadsfolkene i Førstningen holdt for, at Bønderne stak nogensteds Ild i Lyng, men som Røgen blev ganske sort og siden af andre for svær (?), begyndte jeg at mistykke, og allerhelst blev persvaderet, at der var Ulykke paa Færde, den Tid jeg saa nogle Gange den hastige Krudrøg komme op, hvorover jeg sluttede; at man sprængte Huse, og hastede til Bergen, hvor jeg ankom Klokken imod 6, og fandt Ilden af en meget stor Begreb og mit Logement alt afbrændt. Jeg løb strax omkring, men fandt ingen Sted, hvor man Ilden kunde coupere, tilmed Politimesteren og Brandmesteren ganske alene og af alle Folk forladt, og Folket, som var af maadelige og slette Middel samt den gemene Mand i mangfoldige Maader outreret, generalement Alle imod Magistraten og de Rige, og en stor Deel imod Politi‑ og Brandmesteren og Sprøiterne, med heel perverse Raisonnements. Jeg remonstrerede dem med en sagtmodig fermete, at jeg kunde ikke tale om hvad Anstalt der var skeet før jeg kom, men at jeg saa at det nu kom af Brandfolkenes og Andres Ulydighed, at de havde forladt Politimesteren og Brandmesteren. Men jeg var ikke god for at holde 10 Personer samlet; forinden jeg fik den 7de samlet, løb den 5te og 6te alt bort igjen, og enhver vil frelse Noget eller stjæle, og naar Ilden kom til nogle af Magistratens eller de rige Borgeres deres Huus, som er af Magistratens Favoriter, saa raabte den fattige Borgerskab af Glæde, at Gud straffed deres Uretfærdighed, og at de undertrykte dem, og at de haabtes herefter at være lige gode, og at de fik herefter at tænke paa deres egen Frelse og ikke videre de Fattige at ruinere. Og naar deres egne Huse brændte, saa raabte de: det maa vi taale for deres Uretfærdigheds Skyld; nu straffer Gud os med for deres Skyld, og naar jeg talte til dem at hjælpe at slukke, saa svarte de mig med Graad og rage: hvem kan hjælpe? og gik deres Vei, saa jeg maatte alting angive og sagde til Brandmesteren, at han skulde see han fik Sprøiterne færdig igjen og Folk til, for den ene Slange var gaaen itu. Og som alle Folk raabte: Ak kunde Kantoret blive reddet, saa kunde vi vente Hjælp, det har altid hjulpet os paa Fod igjen; vi haabe det gjør saa endnu om det maa vedblive for de forbandede Folk, som vil have det bort. Saa posterede jeg Kommandanten at stutze Ilden hvor Kantoret begyndes, og Politimesteren ved en anden stor Plads ad Byens Side, som kaldes Muuralmindingen, Ilden der at stutze, hvor Tormøllens Huus stod, som Stiftamtmanden logerte udi og som Politimesterens Huus stod, og gjorde selv mit bedste Folk at sanke, og Madame Tormøllen bød dem, som vilde frelse hendes Huus, tusinde Rigsdaler, men alt forgjæves; vi kunde ikke faae en Mand. Jeg sagde til Politimesteren, han fik at gaae Huus fra huus der som Ilden ikke endnu havde vaaren, at bede hver Borger at give ham en Person til at slukke, og see at han kunde holde dem sanket at employere dem, og derpaa drog jeg omkring paa alle Steder, men forgjeves. Og som Kantoret alt stod i Brand, og jeg ingen Frelse der mere saa, forføiede jeg mig op paa et høit Bjerg, hvorfra jeg kunde see over hele Byen, for at udfinde om muligt var en Situation, hvor Ilden kunde stutzes, som jeg ogsaa fandt. Paa samme Bjerg laa største Delen Kvindfolk hos deres reddet Gods. Der gik min Plage først ret an, og hvad jeg ikke havde hørt af Magistratens Uretfærdighed, det maatte jeg der høre, baade hvad raisonnabel og irraisonnabel var, og alle skulde jeg frelse og alle skulde jeg hjælpe, og med Graad og rage og Bedrøvelse var jeg paa alle Sider omgiven, saa her var ret en Ødeleggelses Vederstyggelighed, hvor man kom hen, og blev altfor vidtløftigt alting at rapportere. Kort sagt, jeg troer ikke at der er en Hjørn af Byen, hvor ilden har naaen, hvor man ikke har seet mig. Som jeg forføiede mig ned af Bjerget igjen, var kun en heel liden Rest ai Byen tilbage, saa at Folket blev dreven i Engden (sic), at man kunde finde Nogen, hvor jeg da tog dem ved Haanden og satte dem i Arbeid hver paa sit Sted, og efterat jeg saaledes havde gjort nogle smaa Anstalter andensteds, som er Gudskelov nogle Steder i min Fraværelse reuserede, og jeg havde befunden, at Kommandanten var Mester af Ilden for at salvere Slottet og den liden Rest, der stod bag Kantoret, og at han bar sig vel ad, saa forføiede jeg mig til fornævnte Sted, som jeg havde udseet, og kom der saa tidlig som Ilden, og havde ladet komme adskillige Fade Krud fra Obersten og sprængte der nogle Huse, og satte Mandfolk og Kvindfolk i Arbeid og Ordning med saa god Effekt, at jeg Gudskelov blev Mester og frelste den da tilovers værende bedste Deel af Byen med den deri sig befindende Nye‑Kirke, som er den eneste danske Kirke, der er tilovers, og den tydske Kirke, som Kommandanten paa sin Side har frelst, og kan jeg hans Flid og Arbeid ikke andet end for Eders Kgl. Maj. allerunderdanigst berømme, og formoder allerunderdanigst at det til Husenes Sprængning employerede Krud ham allernaadigst vorder godtgjort, eftersom det dog næst Gud har frelst den liden Rest, som af Byen er tilovers.
For at ikke betage de under aaben Himmel liggende mangfoldige Folk noget Rum at komme under, har jeg mig strax den Tid, jeg var Mester af Branden, efterat jeg foruden nogen Hvile i de 22 Timer var løben til Fods overalt, en Miil fra Bergen herhid begivet. Af hosføiede til Stiftamtmand Stockfleth seer E. K. Maj. min videre Forsæt, og som Bergen og Kjøbenhavn ere de tvende considerabelste Byer, som E. K. Mai. ejer, saa skal jeg med Guds Hjælp, inden jeg drager herfra, lade mig være angelegen uden Magistratens eller nogen Persons Anseelse at remedere de skadelige Intriger og Borgernes Betryk, at de kan faae Mod igjen at bygge, og blive E. Maj. igjen til fuld Nytte. Og som jeg er persvaderet, at E. K. Maj. forlader sig derudi paa min redelige Intention for E. K. Maj.s Tjeneste, saa forlader jeg mig paa, at E. K. Maj. mig allernaadigst i samme mit Foretagende kongelig maintenerer og appuyerer, eftersom det kan ei andet være, end om det skal komme til nogen god og E. K. Maj. nyttige Effekt med denne By, saa faaer jeg at bryde overtvert med en Deel af Magistraten og deres Patroner. Byens Importants, som importerer E. K. Maj. mere end Kjøbenhavn, naar Hofstaten der fradrages, er vel værd, at den jo før jo bedre kommer i god esse igjen. Jeg forbliver i dybest Devotion
Hop en Miil fra Bergen
den 23de May 1702.
Stormægtigste allernaad. Arve-
Konge og Herre E. K. Maj.
allerunderdanigste o. s. v.
Friedrich von Gabell.
P.S. Allernaadigste Konge og Herre.
Min Haandskriver har i en Hast ei taget Kopie af mit Brev til Stiftamtm. Stockfleth, hvorfor den ei herhos følger. Dets Indhold var, at han Dagen efter Himmelfart skulde ordonnere, at al Magistraten og Borgerskabet skal være sanket paa et vist Sted, hvor jeg mig hos dem vil indfinde. Ellers maa jeg allerunderdanigst berette, at E. K. Maj.s Kammerjunker min ældste Søn er død inden han har faaet at vide, at E. K. Maj. ham Vicestiftsamtmandskabet her allernaadigst havde confereret, hvorfor jeg allerunderdanigst takker, og mig samt mine efterlevende Børn til E. K. Maj.s høie Naade fremdeles allerunderdanigst recommanderer.
(Fra A.M. Wiesener: "Om Bergens by's styre i eldre tider" - Efter Originalerne i Rigsarkivet.)